John Lorenzen stopper i Vestermarkskirken
Af:Bo Lundgaard
John Lorenzen bliver præst i Saralystkirken i Århus
Nedenstående er fra Midtjydsk Ugeavis hjemmeside
Af Uffe Dahl, redaktion@midtjyskugeavis.dk
De kan fejre kobberbryllup sammen, men alligevel skilles deres veje nu.
Vestermarkskirkens præst gennem de seneste 12 og et halvt år, John Lorenzen, har nemlig fået nyt job. Fra den 1. januar bliver han præst i en frikirke i Højbjerg ved Århus, hvor to menigheder netop er gået sammen og er ved at opføre en helt ny kirke, der står færdig til marts næste år.
Det er med blandede følelser, at John Lorenzen forlader sit job i Vestermarkskirken. For på den ene side, har det givet ham, så mange oplevelser - på den anden side, er det måske tiden til at prøve noget nyt.
- I Vestermarkskirken føler jeg, at vi er lykkedes med det projekt at være en åben kirke, der er blevet en aktiv del af lokalsamfundet. Min mission har været, at få høvlet dørtrinnet ned, så alle kan bruge Vestermarkskirkens rum til kulturelle formål og arrangementer. Det har gjort, at vi er blevet en helt naturlig del af kulturlivet og at det ikke er "farligt" at deltage i arrangementer i kirken, siger John Lorenzen, der i sin tid har oplevet en voldsom vækst i antallet af brugere af kirken.
- Da jeg kom til var her en menighed på omkring 120 voksne og 50 børn. Nu er vi over 250 voksne og 120 børn og kirken bliver i løbet af en uge brugt af over 500 mennesker. Det er jeg ganske godt tilfreds med, siger John Lorenzen.
Bag beslutningen om at stoppe i Vestermarkskirken, ligger både lange overvejelser, men også lidt dramatik. Det sidste ønsker John Lorenzen ikke at tale om, men ifølge Midtjysk Ugeavis's kilder, så har arbejdsklimaet ikke været alt for godt mellem præst og ledelse den senere tid.
- Det er jo sådan, at lange forhold engang i mellem kan lide af træthedstegn. Sådan er det måske også her. Men jeg vil godt understrege, at det bestemt ikke er en bitter præst, der forlader Grindsted. Tvært i mod. Jeg er glad for den tid, jeg har haft her og nyder den opbakning, der har været - både inden for og uden for kirken. Det vil jeg gerne sige tak for.
John Lorenzen bliver i første omgang boende i Grindsted sammen med sin kone og tre børn. Om halvandet år regner han med at familien rykker til Århus-området.
Der er endnu ikke fundet en afløser for John Lorenzen.