Børnenes historie

Læs nogle af børnenes historier

Her kan du læse om nogle af børnenes liv (juli 2005)

Douglas Baan
Douglas er 15 år. Han kom til FHCM i 2001 efter anbefaling af en af Bernards venner.

Douglas far er ukendt, og moren var tigger i Accra, men er nu død. Douglas boede derfor hos sin morfar 6 timers kørsel fra FHCM. Da han var 9 år gammel, vaskede han biler ved siden af sin skolegang for at kunne tjene til både skolen og sin mad. I skolen sov Douglas tit i timerne, fordi han var træt efter at have været tidligt oppe for at vaske biler. Og om natten sov han ofte i folks biler, eller andre steder, hvor der var mulighed for det.

Da Douglas kom til FHCM, var han meget sky og genert. Han var utryg ved mennesker. Det tog lidt tid, før han følte sig tryg i hjemmet. Og der gik meget lang tid, før han begyndte selv at indlede en samtale, og f.eks. spørge om noget, han manglede.

Douglas er netop blevet færdig med 9. klasse og starter i gymnasiet efter sommerferien. Han har arbejdet hårdt for at kunne klare sig godt til eksamenen. Douglas var en af de bedste i sin klasse og var også præfekt på skolen, som betyder, at han havde et ansvar over for de andre elever. Han vil gerne være læge.

Agnes
Da Agnes kom til FHCM var det vanskeligt i begyndelsen. Hun var et barn, som krævede meget tid, og hun var vant til at leve på en anden måde, end man gør på FHCM. Hun ville sove længe og måtte ind i en helt ny rytme. Efter 6 måneder begyndte hun at falde ind i rytmen. I begyndelsen ryddede hun ikke op efter sig selv. Alt hendes tøj flød rundt omkring. Hun glemte sine ting, og de blev væk. Hun havde det tydeligvis ikke nemt.

Omsorg og kærlighed og ikke mindst tålmodighed har fornyet hendes liv, og nu er hun den, der holder mest orden, og hjælper alle andre. Men af og til trækker hun sig stadig ind i sig selv, andre gange deltager hun i legen. Det er dog blevet meget bedre, sammenlignet med da hun kom. Men der skal stadig arbejdes med Agnes, og det har staben på børnehjemmet øje for.

I skolen går hun i 5. klasse og har forbedret sig meget, siden hun kom. Hun vil gerne være sygeplejerske.

Justin Yaw Nkrumah
Justin er 13 år gammel. Han blev født i Elfenbens Kysten, som er naboland til Ghana. Han kender ikke faren. Moren, som er Ghaneser, arbejdede i Elfenbens Kysten, hvor hun blev gravid og fødte Justin. Han kom til Ghana som 4-årig, og blev efterladt af moren i deres landsby. Justin blev givet til sin 91 år gamle bedstefar og boede der i 4 år. Moren døde, og Justins moster kom og hjalp lidt til, men hun døde også. Som 8-årig var Justin overladt til sig selv, og Bernards mor fandt ham og fik ham på FHCM.

Da han kom til FHCM havde han udspilet mave og var meget tynd. Han kom på hospitalet og blev checket, og blev sat på en diæt med mere varieret mad. Han var meget udad reagerende; han slog og sparkede hvis han følte sig truet eller blev drillet. I dag er han den udadvendte dreng, der altid har et smil på læben.

Han gik til prøve i skolen til 2. klasse og fik lov at begynde på prøve. Det tog ham ca. 6 måneder at komme ind i indlæringsrytmen. FHCM valgte at lade ham et skoleår gå om, og derefter begyndte han virkelig at lære. I dag går Justin i 6. klasse og klarer sig meget godt i skolen. Han er meget seriøs omkring skolearbejdet. Han vil gerne være præst og bruger meget tid på at læse i bibelen.

Samuel Quayson
Samuel er 11 år. Han er født i Elfenbens Kysten. Moren kom tilbage til Ghana med Samuel, men døde, da han var ca. 4 år gammel. En tante fik ansvaret for ham, og tog ham med ud at arbejde i marken. Der var ikke meget skolegang. Han blev slået hver dag, der var ikke meget mad, og han mistrivedes. Efterhånden blev han for stor en byrde for tanten, som forsømte ham og efterlod ham forskellige steder i op til 6 måneder. Han var uønsket.

FHCM kom til Samuels landsby i et andet ærinde, og han blev "opdaget". De hentede ham 3 dage senere. Tanten kom senere for at se, hvor han boede. Samuel ville slet ikke kendes ved hende, og da han troede, hun ville tage han tilbage, græd han uophørligt. Derefter foretog FHCM lidt mere baggrundsundersøgelse på ham, og fandt ud af, at han virkelig var blevet tævet og mishandlet.

Samuel var meget bange og reserveret, da han kom til børnehjemmet. Han var bange for alle autoriteter, og bange for at blive slået. Når man kaldte på ham, eller sagde hans navn, blev han straks bange for, at han igen skulle have afstraffelse/tæsk. Det tog lang tids kærlig omsorg at få ham til at lege, smile, og stole på nogen. Ca. 14 måneder senere begyndte han at komme ud af sin skal. Han er en genert dreng og føler at han står tilbage for de andre. Børnehjemmets personale giver ham al den opmuntring, de kan, især om at han er meget god til at tegne og andre kreative ting

Han begyndte på den lokale landsbyskole, tæt på FHCM, da han ikke var klar til den store skole. Da han begyndte at blive bedre til indlæringen, kom han over i den anden skole. Han går i dag i 5. klasse og klarer sig OK. Han vil være præsident i Ghana.

Jacob Koomson & Hellina Ekuma Koomson
Jacob er 8 år og Hellina er 6 år. De er søskende, har samme baggrundshistorie og har været på FHCM siden 2002. De kommer fra en landsby ca. 45 minutters kørsel mod øst fra hjemmet. Familien levede godt, men forældrene blev skilt, og de to børn boede hos moderen. En dag ringede faren og sagde, at han ville komme hjem igen. Moren ventede, men han kom ikke. Så hørte hun, at han var død. Hun fik et alvorligt chok, blev syg og døde kort efter.

Børnene blev givet til en tante, som var 20 år og i lære som syerske. Tanten havde ingen indtægt, kun udgifter til sin uddannelse. Hun fik ansvaret for børnene, og det blev for meget for hende. Børnene blev slået. Hellina blev slået på munden, fordi hun ikke holdt op med at græde, da hun havde alvorlig tandpine. Da hun kom til FHCM græd hun konstant, og hun lugtede grimt. Man forsøgte at finde årsagen, og opdagede at hendes tænder var rådne. Hun fik fjernet alle fortænderne hos tandlægen, og blev umiddelbart en helt anden person. Hun begyndte at spise og trivedes hurtigt.

FHCM hørte om børnene via Bernards mor, som blev kontaktet af nogle venner. Børnene var først for små til at komme til børnehjemmet, som lige var startet på det tidspunkt. I stedet fik familien økonomisk støtte til mad, eller FHCM købte mad til dem, men det forsvandt alt sammen. Børnene spiste angiveligt f.eks. 10 kg ris på få dage! FHCM besluttede sig derfor til at hente dem ind på hjemmet, så de ikke skulle dø i landsbyen.

Efter de kom til FHCM, var der mest arbejde med Jacob. Hellina var veltilpas, efter hun fik tænderne fjernet. Samuel lærte dem om tandhygiejne, og hvordan man bruger et WC.

Jacob
Jacob går i dag i 2. klasse og klarer sig lidt over middel. Han har evnerne til at forbedre sig, men skal holdes til i skolen. Hans sind svinger meget. Jacob har nemt ved at komme til at græde, men deltager også i sjov og leg og kan få mange til at le. Jacob vil være læge.

Hellina
er lige startet i 1. klasse, efter hun stædigt og vedholdende insisterede på, at hun bestemt ikke var for lille til at tage optagelsesprøven. Læreren i Børnehaven mente eller det modsatte, men Hellina tog prøven og bestod med glans. Nu ligger hun i toppen af klassen. Hellina vil være sygeplejerske.

Hellina er meget direkte og har let ved at få venner. Hun styrer gerne legen og er ikke skræmt eller tilbageholdende over for fremmede.

Jerimiah Kwama Akyana
Jerimiah er 9 år gammel. FHCM navngav ham. Francis Jackson og hans kone besøgte nogle venner øst for hovedstaden Accra. Her så de Jerimiah. Jerimiah kender ikke sin far. En dag spurgte hans mor en anden kvinde i landsbyen, om hun ville se efter ham, mens moren skulle i byen. Han var 1 ½ år gammel. Hun hentede ham aldrig igen, og moren lever nu i Accra sammen med en anden mand. Hun har 3 børn med forskellige mænd. Moren har ikke noget hjem, og sover på gaden og rundt omkring med de 3 børn. Jerimiah boede hos nabokonen, men blev for stor en byrde for denne kvinde. Han kom til hjemmet, da han var 5 år gammel.

Jerimiah er et af de mest glade børn på hjemmet. Han er altid glad og har en meget stærk karakter. Han er meget åben, og taler før han tænker.

Han går i dag i 2. klasse og klarer sig gennemsnitligt i klassen. Han vil være ingeniør.

Mabel Andoh & Eunice Andoh
Mabel er 13 år og er sammen med sin søster Eunice på FHCM. Eunice er 11 år. De to søstre har samme historie. De blev opdaget af Bernards mor og kom derefter til FHCM. De har en lillesøster, som bor hos sin far, som ikke er den samme som Eunice og Mabels far

Mabel blev født I Elfenbenskysten. Faderen er ikke kendt af FHCM. Moderen kom tilbage fra Elfenbenskysten med Mabel, og fødte senere Eunice i landsbyen i Ghana. De boede sammen i landsbyen, og en aften begyndte moderen pludselig at græde og skrige af smerte. Mabel bad Eunice finde nogen, der kunne hjælpe. Mens Eunice ledte efter nogen, der kunne hjælpe, så Mabel moren dø i sengen. Det var et stort chok for begge børnene. Mabel stoppede i skolen, for at se efter den mindre søster. Hun blev ansvarlig for familien som 6-årig. Eunice blev givet til en ven af familien, og hun gik i skole. Her havde hun det tilsyneladende nogenlunde. De blev i landsbyen i 2 år, før de kom til FHCM.

Mabel
Efter de kom til FHCM havde Mabel det vanskeligt. Hun savnede lillesøsteren. Hun måtte begynde forfra i skolen. Det var svære tider, hun var meget træt og havde tit hovedpine. Det blev en vane at være utilpas, når der skulle laves lektier og løses andre opgaver. Hun havde været så overbebyrdet med ansvar i landsbyen, at hun nu gav slip på alt ansvar. De skulle lære hende at tage ansvar for sig selv igen. Det tog 6 måneder, før hun kom i gang igen.

I dag år hun i 5. klasse og klarer sig over gennemsnittet. Hun er interesseret i at lære, i modsætning til tidligere. Da hun kom til børnehjemmet, var hendes største ønske, at hun ville hun sælge plastik på markedet, når hun blev voksen. Men nu vil hun gerne være sekretær. Hellina

Eunice
Da Eunice kom til FHCM, var hun noget ulykkelig. Hun savnede sin mor og sin søster, men efter 2 måneder blev det meget bedre. Hun er udadvendt og har let ved at finde nye venner. Eunice er god til at danse. Hun løber for skolen og kan godt lide at lave sport.

Da Eunice begyndte i skolen, klarede hun sig ikke særlig godt, og måtte begynde forfra i skolen. Nu går hun i 4. klasse og klarer det virkelig godt. Hun er en af de dygtigste elever i klassen! Lærerne er stolte af hende og imponerede over hendes indlæring. Hun har fået mange medaljer for flid og dygtighed. Hun vil være lærer.

Augustina Kwofie
Augustina er 11 år. Hun blev opdaget af ham, der var ansvarlig for byggeriet af FHCM. Hun er født i Elfenbenskysten, men kom tilbage til landsbyen i udkanten af Takoradi. Her blev hun overladt til sin bedstemor, da hun var 9 mdr. gammel, hvorefter moren tog tilbage til Elfenbenskysten. Familien, som hun boede hos, tog sig ikke af hende. Hun fik næsten ingenting at spise, kun stivelsesprodukter: fufu (kassavamelsdej) og chilisauce.

FHCM var bange for, at hun skulle dø af sygdom eller underernæring, og tog hende derfor ind på hjemmet. Hun var da 6-7 år gammel. Hun kom på hospitalet, hvor hun blev undersøgt. Hun var underernæret og samtidig fejlernæret. Hun kom på en næringsrig diæt og opfedning, og hun begyndte straks at få det bedre.

Augustina har det svært med sin mor i dag. En dag så hun hende på vej til skole, men Augustina ville ikke vide af hende. Da moren engang kom til FHCM, ville Augustina heller ikke kendes ved hende. De havde tydeligvis ikke noget, der bandt dem sammen. Augustina ved godt, at det er hendes mor, men hun ønsker slet ikke nogen kontakt med hende.

Hun går nu i 4. klasse og klarer sig godt i skolen. Hun har let ved at stave. Hun har også fået flidsmedaljer. Tidligere var hun meget reserveret, men nu er hun udadvendt. Hun vil gerne være skolelærer.

Mercy Bentum
Mercy er 9 år, men ud fra sin størrelse og udvikling mener personalet ikke, at hun er mere end 7 år. Hun blev opdaget af en lærer i hendes landsby i udkanten af Takoradi, nær Augustinas landsby. Mercy så syg ud. Hun var beskidt, og siden der var en ekstra seng i pigeværelset, blev hun bragt til FHCM.

I landsbyen boede hun hos noget familie, hvor hun blev holdt som husslave. Hun arbejdede hjemme, under streng kontrol og afstraffelse. Familien var ligeglad med hendes velbefindende, og glad for at slippe for hende. I dag vil de slet ikke kendes ved hende og lader som om, at de ikke ved hvem hun er.

Siden Mercy kom til børnehjemmet, har hun hurtigt tilpasset sig det nye miljø i huset, og hun trives. Hun har ikke været vanskelig at integrere. Mabel tog sig af hende, som en søster, og hjælper hende stadig.

Mercy går i 1. klasse og klarer sig godt. Hun er god til engelsk. Hun vil gerne være sygeplejerske.

Dinah Boateng
Dinah er 11 år og har været på hjemmet siden december 2004. Dina kommer fra Asoko (landsby ved Big Land). Hun er født i Elfenbenskysten, og da de kom tilbage, døde moren. Faren er ukendt. Dina blev overgivet til en præst, der brugte hende som hushjælp. Hun skulle stå for madlavning, rengøring mv., som en voksen burde gøre. Præsten kæmpede selv med at forsørge sin familie. Nogle folk i landsbyen kontaktede Filip, en ven af FHCM, da de var klar over, at Filip havde kontakt til børnehjemmet. FHCM undersøgte Dinahs situation, og hun kom til hjemmet.

Dinah går i 3. klasse. Det er første semester, Dina går i skolen og ved en test viste det sig, at hun kunne følge mundtligt engelsk, men ikke kunne læse og skrive. Hun ligger lavt i klassen. Men med hendes evner er hun i stand til at lære. Standarden på hendes gamle skole var meget lavere end på den nuværende skole.

Hun er en rar og glad person, som sætter meget pris på det, folk gør for hende.

Peter Asafo-Adjei
Peter er 12 år og har været på hjemmet siden september 2004. Han har en meget trist forhistorie, hvilket forklarer det triste blik i hans øjne. Moren og faren døde, da Peter var 2 år gammel. Ingen vidste, hvor forældrene kom fra, og Peter blev derfor overladt til en ven af familien, der også døde. Herefter blev han overladt til anden ven, som også døde. I alt er tre plejeforældre døde for øjnene af ham. Peter har længe været i perifer kontakt til hjemmet, så da Peters situation blev endnu mere forværret, kom han til hjemmet. Den sidste plejemor, hvis mand døde, forsøger at holde kontakt med Peter. Hun har været på besøg 2 gange på hjemmet, efter Peter er kommet her.

Peter går i 5. klasse. Det er første semester Peter går i skolen, og han ligger under middel i klassen.

Socialt fungerer han godt, men han er lidt tungsindig og ked af det, sandsynligvis pga. hans forhistorie. Han tager nemt på vej og bliver ked af det, selv hvis folk kun laver sjov. Peter har brug for at føle tillid til voksne, før han åbner op. Imellem børnene på hans værelse fungerer han godt og taler meget.

Collins Joshua
Collins er 10 år og har været på hjemmet siden marts 2004. Collins er født i Ghana. Hans forældre er fra Liberia, men kom til Ghana som flygtninge. Hans mor er død, og hans far er ukendt. Det er ikke helt sikkert, hvor gammel Collins var, da hans mor døde.

Efter morens død, blev Collins overladt til sin bedstemor, som også bor i Ghana. Men hun tog sig ikke af Collins. I stedet fortalte hun ham, at han skulle gå ud på gaden. Så Collins blev gadebarn, hvor han sammen med andre drenge arbejdede, fx med at bære tasker. Han levede faktisk på gaden, og i en alder af ca. 6 år var han lederen i gruppen, sørgede for at de andre drenge fik noget at spise og et sted at sove og kendte til alle byens hemmeligheder.

En dag bar han en kvindes taske, og hun spurgte til hans situation. Da han fortalte hende, hvordan han levede, tog kvinden ham med til sit hjem. Herfra kom han videre til Father’s Home.

I dag går Collins i 3. klasse og arbejder hårdt på at indhente de forsømte år, hvor han ikke havde mulighed for at gå i skole. I skolen klarer han sig udmærket, og han har også let ved at finde kammerater. Han fortæller gerne historier om sit tidligere liv, men har slet ikke lyst til at komme tilbage dertil.

Kizito Ayepa
Kizito er 8 år og kom til hjemmet i marts 2004. Han har nogle ar i ansigtet, som er stammemærker, som han har fået som åndelig beskyttelse for et godt helbred.

Han er født på Elfenbenskysten og har en muslimsk far. Moderen døde pludselig (faldt om og døde). Lige efter morens død, forlod faren byen (de var fraskilt). Kizito har 2 søstre. Faren overlod alle 3 børn til bedstemoren, der også tog sig af Kizitos kusiner. I alt havde den gamle bedstemor 8 børn at forsørge. Bedstemoren kontaktede Bernards mor, som bor i den samme landsby. Hun ville gerne overlade 3 børn til hjemmet, men desværre var der kun plads til Kizito. Nu tager bedstemoren sig af 7 børn, som myndighederne forsøger at finde adoptivforældre til.

Kizito har ikke gået meget i skole, da han løb væk fra skolen eller ofte slet ikke tog i skole. I stedet svømmede han i landsbyens flod. Nu går han i 2. klasse og klarer sig ikke alt for godt.

Han har meget lidt selvtillid, også i forhold til de øvrige børn. Hvis han har følelse af, at der er nogle, der kan gøre det bedre, end han kan, trækker han sig tilbage. Levestandarden på hjemmet er meget højere, end der hvor han kommer fra, og derfor har han også svært ved at falde til.

Stephen Abrokwah
Stephen er 7 år, men personalet på hjemmet tror, han er 6 år. Han kom til FHCM i november 2004. Stephen er født på Elfenbenskysten. Efter faderens død kom moderen tilbage til Ghana, hvor hun døde et år efter. Han blev overladt til bedstemoren, der ellers er en stærk og rask person. Men hun skal tidligt op om morgenen for at sælge og kommer først tilbage sent på aftenen. Bedstemoren havde derfor ikke tid til at tage sig af ham. I stedet skulle bedstemorens mand (sted-bedstefar) tage sig af Stephen, men han er fisker og er væk i op til 3-4 dage ad gangen.

Stephen går i børnehave, hvor han har stor interesse i at lære. Han tager sig af Deborah i skolen.

Han er glad og kommer godt ud af det med de andre børn. Men han har astma og har det derfor ikke altid godt. Stephen kommer på hospitalet, når han får anfald, og får medicin.

Marciliino (Junior Kofi) Aikins
Marciliino er 5 år og har været på FHMC siden marts 2003. Marciliino kommer fra New Takoradi. Han blev identificeret, lige da børnehjemmet startede, hvor han blev set som baby med sin tiggende mor. Faren var død, og moren var ikke mentalt rask. Da moren blev syg, gik den 4-årige Marciliino ud for at tigge - for at skaffe mad til mor. Under sit tiggeri blev Marciliino blev ofte træt eller syg, og så lagde han sig bare til at sove et vilkårligt sted.

Da han kom til hjemmet var hele hans krop fuld af sår, og han kunne kun gå på ydersiden af foden pga. sår under fødderne. Det blev sagt, at Marciliino ikke var mentalt rask. Han var blevet leet af og slået, hvor han kom fra.

Et par dage efter ham kom til børnehjemmet, kunne de ikke finde ham efter morgenmaden. De fandt ham i landsbyen, hvor han tiggede. Det var blevet en del af ham at skulle tigge. Nu giver han klart udtryk for, at han ikke vil tigge. Første gang Marciliino skulle i bad, løb han væk fra brusebadet, som han jo ikke var vant til, hvor han kom fra. Han havde det også for varmt på værelset i hjemmet.

I skolen går han i 1. klasse, men skal evt. gå klassen om, fordi han er startet tidligt. Udviklingen i hans skolegang er, at han er gået fra at falde i søvn i timen til at være aktiv. Marciliino klarer sig godt socialt. Han er knyttet til Jeremiah, som han ser som et forbillede. De er gode kammerater.

Deborah Yalley
Deborah er 4 år og har været på hjemmet siden juni 2003. Hun blev først identificeret i december 2000 og blev et barn, som FHCM støttede uden for hjemmet. Men selvom der blev givet mad til fx 3 uger, fandt de ud af, at mælken var væk efter 1 uge. Hun var tynd og meget lille. Moderen var fysisk og psykisk syg. Ingen kendte faren.

Efter 2 år fandt FHCM ud af, at hun lavede husarbejde (opvask og medlavning). Deborah blev derfor bragt til hjemmet. I starten kom hun hele tiden på hospitalet pga. bylder, og hun svedte meget og havde sort udflåd fra næsen. Børnelægen tog sig specielt af Deborah, og sygeplejersken fulgte hende også på hjemmet. Efterhånden er Deborah blevet stærkere.

Hun går i børnehave og kan læse alfabetet, identificere tal, kan gentage rim mv. Hun stammer dog lidt. Deborah leger med alle børn og trods sin sjove gangart (hun går som en dreng), er hun en fantastisk danser.

Ruth
Ruth er babyen på hjemmet og er født i november 2004. Hun har været på hjemmet siden starten af februar 2005. Moren er syg og har alvorlig epilepsi. Hun kan være syg i op til 3 uger med konstante anfald, hvor hun taber Ruth eller falder i søvn ovenpå hende. Familien har forsøgt at bringe faren til ansvar over for babyen ved retten, men faren har ikke taget sit ansvar op mht. Ruth, men alle ved hvem faren af. Han siger selv, at han ikke er faren. Han er i øvrigt mentalt syg.

Ruth blev overladt til en tante, men tanten skal tage sig af farm-arbejde på sin jord, og kan derfor ikke tage sig tilstrækkeligt af Ruth, der blev efterladt hos sin onkel. Onklen er blind og kan derfor ikke tage sig af Ruth.

Ruth bor nu på hjemmet og sover sammen med Faustina, der er som en mor for hende. Sygeplejersken ser efter Ruth 2 gange om dagen. Hun bor i nærheden og på vej til og fra arbejde, kommer hun forbi, da babyer, ifølge sygeplejersken, har tendens til at få feber. Ruth spiser meget, er sund og rask

Taiwiah
Taiwiah er 5 år. Det er ikke helt klart, men det anslås fra hjemmet, at han er 5 år. Han har været på hjemmet siden medio februar 2005.

Han blev bragt dertil af de sociale myndigheder, da han havde været forsvundet fra hjemmet i 2 uger. Samtidig forsøgte de at spore familien. Taiwiah var meget syg og blev bragt til hospitalet, hvor han var indlagt i et par dage. De sociale myndigheder fandt hans bedstemor, som han blev bragt tilbage til. Han blev senere igen fundet på gaden. Taiwiah forlod bedsteforældrenes hjem ofte, da hans sted-bedstefar slog ham. Taiwiahs forældre bor på Elfenbenskysten.

En morgen sad han uden for hjemmet. Han så ud som om, han ikke havde været hjemme i nogle dage. FHCM rapporterede til de sociale myndigheder, at han var der. De sociale myndigheder undersøger nu, hvor han skal være i fremtiden.

Taiwiah går endnu ikke i skole, det sker først, når hans situation er afklaret. Han er dårlig til engelsk og fanti (stammesproget på hjemmet), men han taler sit eget modersmål