Ghana blev en uafhængig nation i 1957 efter at have været under fremmed styre i århundreder. Den nye stat blev dannet ved at sammenlægge Guldkysten og dele af Togo.

Området blev opdaget af portugiserne omkring 1470. De oparbejdede en vigtig guldhandel – deraf navnet Guldkysten. Der opstod en omfattende handel med guld og slaver. Nederlandske, svenske, engelske og danske handelskompagnier anlagde handelsstationer på kysten. I 1661 opførte danskerne en handelsstation og fæstning, der fik navnet Christiansborg. Den ligger  i hovedstaden Accra og bruges i dag som regeringsbygning.

I slutningen af 1800-tallet opnåede Storbritannien eneret til området, og først den 6. marts 1957 overgik den politiske magt til Kwame Nkrumah, som blev den første afrikanske statsminister i Ghana.

Siden 1950’erne er Ghana kommet langt med at forbedre indbyggernes livsvilkår. Nye hospitaler, fabrikker, kraftværker, skoler, veje og byer er blevet bygget. I dag er Ghana, som et resultat af disse forbedringer, et af de mest veludviklede lande i Afrika.

Trods de mange bestræbelser er Ghana stadig en fattig nation sammenlignet med veludviklede lande som Danmark, England og USA. Der er rige og fattige mennesker i Ghana, som der er i alle lande, men mange ghanesere lever i uhyre fattigdom. De har ikke engang adgang til basale faciliteter som rent vand, lægehjælp og uddannelse. Det er en stor opgave for Ghana at få disse meget fattige mennesker med ind i udviklingen. 

Ghana ligger i Vestafrika mellem ækvator og den nordlige vendekreds. Det dækker 239.000 km². Det er et sted mellem fem og seks gang så stort som Danmark. Ghana grænser op til tre lande: Togo mod øst, Burkina Faso mod nord og Elfenbenskysten mod vest. Ghanas sydlige grænse danner en 539 km lang kystlinie mod Guinea Bugten.

Fra kystlinien til den nordlige savanne er landskabet overvejende lavtliggende og fladt. Hovedparten af højlandet ligger mod sydvest, hvor Akwapim-bjergene rejser sig til en højde af over 800 meter. 

Bosumtwi-søen er Ghanas eneste naturlige sø. Volta-søen mod øst er en stor, kunstig sø, som dækker 9500 km². Den blev dannet, da Volta-flodens løb blev standset af Akosombo-dæmningen 110 km inde i landet i 1965.

Langs Ghanas kyst er der marskområder, mangrovesumpe, fjorde og laguner. 

Ghana har tropisk klima med tre brede økologiske zoner: en varm tør kystzone, en varm våd indre zone og en varm tør nordlig zone.

Temperaturen er højest i månederne marts og april, hvor de kommer op over 30° C i de nordlige regioner. I det meste af landet er der også to regntider: den første finder sted fra april til juni, og den anden fra september til november. I det nordlige Ghana er der dog kun en regntid fra juni til september.

Der er ca. 20 mio. indbyggere i Ghana. Heraf bor 37% i byerne.

Der lever ca. 75 forskellige etniske grupper i Ghana. Den største er akan, som udgør halvdelen af befolkningen. De lever først og fremmest i de sydlige og centrale dele af landet.

Befolkningstilvæksten er på ca. 3 % om året. Indflytningen til byerne skaber sociale problemer og har tvunget landet til en storstilet satsning på familieplanlægning.

Det officielle sprog er engelsk. Otte af de lokale sprog har status som nationale sprog i Ghana, og der undervises i dem i skolerne.

Den gennemsnitlige levealder er for mænd 54 år og for kvinder 58 år.

På trods af 9 års obligatorisk skolegang skønnes det, at kun 76% af mændene kan læse og skrive. Helt ned til 54% af kvinderne har disse færdigheder.

Skolegangen er i princippet gratis og formelt obligatorisk, men der er forbundet udgifter til bøger, hæfter, skriveredskaber og skoleuniformer m.m. I praksis er det kun 75% af børnene, der går i skole de første 6 år. Herefter fortsætter kun knapt 40% af eleverne.

Lidt over halvdelen af ghaneserne er kristne – størstedelen er protestanter, der tilhører flere hundrede forskellig trossamfund. Ca. 15% er muslimer, hvoraf de fleste bor i landets nordlige del. Cirka en tredjedel af indbyggerne er animister, dvs. at de bekender sig til traditionelle, afrikanske religioner, hvor åndemaneri og dyrkelse af forfædrene spiller en stor rolle. Forfatningen garanterer religionsfrihed, og den respekteres i reglen. Fra tid til anden er der dog spændinger imellem kristne og muslimer.

Ghana er kommet langt, når det drejer sig om demokrati og menneskerettigheder. Der kræves ikke tilladelse til demonstrationer eller møder, og organisationer, herunder menneskerettigheds organisationer, virker frit og uden kontrol. Ghana var det første land i Afrika som underskrev Menneskerettighedserklæringen.

Den lokale valuta er Cedi. På grund af inflation er møntenheden ikke særlig meget værd, og man kæmper for at holde styr på de mange nuller. Prisen for 1000 Cedis er lige under 1 dkr. Cedien er ikke særlig stabil, og kursen ændre sig ofte. Inflationen er et stort problem for økonomien i landet.

Father’s Home Care Ministries (FHCM) ligger i en forstad til byen Takoradi. Takoradi er en del af tvillingebyen Sekundi-Takoradi. Den ligger ved kysten i den sydvestlige del af lande ca. 4 timers kørsel fra hovedstaden Accra. Sekundi-Takoradi er provinshovedstad i den vestlige region (WR).

Landsbyen omkring byerne er efterhånden blevet til forstæder, og byen breder sig over et stort område. I bymidten findes Afrikas største rundkørsels-marked, og i det område foregår det meste af byens handel. Der findes en stor del meget fattige mennesker, som forsøger at tjene penge i og omkring markedet. Gadebørn i tredje generation er et stigende problem. Mange folk lever på gaden og arbejder som bærere for markedsfolkene, samler skrald eller forsøger at sælge alverdens ting og sager til bilister og andre forbipasserende.

Fattigdommen i byen er et voksende problem, og bliver værre af at de fattige fra de omliggende landområder søger til byen for at finde arbejde. Der er ca. 300.000 indbyggere i selve byen, og i hele området skønner man, at der bor 1,7 millioner mennesker.

I Takoradi findes en stor industrihavn, som især udskiber landbrugsprodukter og modtager containere. Der er togforbindelse til Takoradi, men jernbanenettets forfatning er ringe. Den nuværende regering har givet jernbanen en høj prioritering, og der arbejdes på at forbedre denne transportform, både til passager- og godstransport. Fiskeri er en af de store beskæftigelser i Takoradi. Der findes en stor fiskerihavn med kølehuse og fiskeindustri.

Når man færdes i Takoradi, ser man en meget åben bystruktur. Der findes ikke mange høje bygninger, og der er mange åbne områder, som endnu ikke er udviklede med veje og bygninger. Overalt ser man skilte om at her skal der være det ene eller det andet (uddannelsescentre, klinik, fabrik eller andet) men området står stadig med palmer og krat.

Børnehjemmet ligger i en af forstæderne til Takoradi, og det tager cirka 20 minutter at køre i bil til centrum. Der findes en overordnet plan for området, en slags lokalplan. Ifølge den skal der bygges flere store veje i området. Mange bygger derfor på uudviklede landområder i håb om at vejen kommer. Der findes også sådan en vejplan for området omkring FHCM. Med tiden vil der komme en vej lige i nærheden, og det, som i dag synes decentralt, vil med tiden være centralt placeret.