Særlige træk ved Det Danske Missionsforbund

Selvom Missionsforbundet har samme trosbekendelse som Danmarks øvrige kirker, er der alligevel træk, der gør det muligt at skelne netop dette barn fra de øvrige i kirkefamilien. Frihed er et nøgleord.

Selvstændige lokalmenigheder

Vestermarkskirken, Grindsted

Mange menigheder i Det Danske Missionsforbund blev til i lokale vækkelser og har derfor helt fra begyndelsen været selvstændige og forskellige. Dette er stadig tilfældet, hvilket også afspejles rent organisatorisk. Lokalmenigheden er suveræn og bestemmer for eksempel selv sin gudstjenesteform, ansættelse af præst og så videre. Den suveræne lokalmenighed anses desuden for at være den oprindelige kirkes organisationsform.
Gennem repræsentantskab vælger menighederne et forbundsråd, hvis opgave er at tage sig af fælles anliggender. Dette forbundsråd har dog ingen myndighed over den enkelte lokalmenighed, men tilbyder gerne sin ekspertise og rådgivning.

Frihed i fællesskab

Friheden gør sig gældende helt ned på græsrodsplan.

At Bibelen fortolkes forskelligt af kristne er alment kendt. I Missionsforbundet er en af grundideerne, at forskellighed er en styrke. Det enkelte medlem i menighederne stilles i høj grad frit til at drage sine egne konklusioner.

Det afgørende for fællesskabet er troen på Kristus og livet med Ham som Herre frem for teologiske særstandpunkter. Standpunkter er vigtige, men selve troen er vigtigst. Det vigtige må derfor ikke overskygge det vigtigste. Livet over læren lyder et slagord. Forskellige standpunkter skal og kan trives inden for samme menighed.

Missionsforbundet forpligter altså ikke sine medlemmer på en række meget detaljerede læresætninger, men sand frihed fordrer trods alt visse grænser. Derfor forpligter menighederne i Missionsforbundet og dens medlemmer sig på et minimum af fælles teologi ud over den fælleskirkelige trosbekendelse.

Bibelen

Bibelen anses for at være Guds ord. Den er derfor også højeste autoritet i alle spørgsmål om tro og liv. Bibelens centrum defineres som personen Jesus Kristus.

Dåb og nadver

Dåb og nadver regnes for sakramenter, synlige tegn og symboler Jesus Kristus selv har indstiftet som et mødested mellem Ham og menigheden.


Nadveren fejres til minde om Jesu død. Brødet og vinen symboliserer Jesu legeme og blod.
Dåb og tro knyttes sammen med vægt på det sidste. Dåben gør ikke i sig selv et menneske kristent. Den bevidste tro på Jesus Kristus er afgørende.
 
Man tager i Missionsforbundet konsekvensen af, at tolkningen af Bibelen med hensyn til dåbens form og tidspunkt er usikker, hvorfor der gives samvittighedsfrihed for den enkelte i spørgsmålet.

En menighed i Missionsforbundet kan derfor have såvel barne- som voksendøbte medlemmer, ligesom både barne- og voksendåb praktiseres inden for Missionsforbundets rammer. Det mest almindelige er dog voksendåb.

Kirken

Guds kirke er verdensomspændende og omfatter alle, som tror på Jesus Kristus.
Han er menighedens Herre. Enhver kristen har Guds Ånd, og alle individer står lige overfor Ham.
 
Menighedens opgave er at gøre det glade budskab om Jesus Kristus kendt i hele verden og at oplære de troende i efterfølgelse af Ham. Denne opgave ønsker Jesus Kristus, at kirken arbejder på, indtil Han vender tilbage.