Buddet om næstekærlighed gælder også i stemmeboksen


Tirsdag den 16. november er der kommunal – og regionsrådsvalg. Det er alle stemmeberettigede borgers mulighed for indflydelse. På stemmesedlen sættes et lille kryds med stor betydning. Det er ikke et ligegyldigt valg. Det betyder noget, hvem der leder vores kommuner og regioner. Gå derfor hen og afgiv din stemme.


Mængden af partier, lokallister og kandidater, der tilbyder sig, er stor. I håb om at blive valgt, forsøger de at få din opmærksomhed med løfter om, hvad de kan gøre for dig. Velmenende politikere får det til at lyde som om, at et kryds ved dem vil gøre dit liv så meget bedre. Ved et opslag på Kommunernes Landsforenings hjemmeside bliver man mødt af overskriften: ”Dit kryds ved kommunalvalget gør en forskel for din hverdag”.


At udfaldet af valget får betydning for min og alle andres hverdag, er der selvfølgelig ingen tvivl om. Det er jo det, der er meningen med at vælge nogle til at lede. Men netop derfor sætter mange vælgere sit kryds ud fra en overbevisning om, hvordan de selv kan få mest muligt ud af det. Som så mange andre gange i tidens samfund sættes individet i centrum. Politikkerne får det til at lyde som om, det hele handler om ”mig”, og vi går derfor hver især til stemmeboksen for vores egen skyld.


En stemme for fællesskabet

Den holdning må udfordres. I stedet for at være optaget af, hvem ”jeg” skal stemme på, for at ”jeg” kan få mest muligt ud af det, vil det være en god kristen tankegang at overveje, hvem ”jeg” skal stemme på for at fællesskabet kan få mest muligt ud af det. Lad os ikke bare tænke på vores eget. Men på det fælles bedste. Buddet om næstekærlighed gælder også i stemmeboksen. Lad os afgive en stemme til gavn for fællesskabet.






131 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle