Fælles om ting, fælles om livet


Byfest i Nørresundby i september 2021, hvor Nordstjernen havde stand og aktiviteter for børn

Magasinet tager for tiden pulsen på Missionsforbundets lokale kirker og spørger ind til, hvad de håber for deres by – og hvad de kan gøre for at indfri noget af det håb. Hver måned spørger vi en ny lokal menighed.

Denne gang har vi fået fat i David Højgaard, fra kirkeplantingen Nordstjernen – og stillet ham nogle spørgsmål om, hvad han håber på for den bydel, hvor han er præst.


Når du ser på den by, du bor i, hvad synes du så fungerer rigtigt godt?

Der er et stort grønt område ned til vandet, som skaber glæde for mange hvad enten man er der for at gå en tur, grille, bade eller være på legepladsen. Der er mange foreninger, folk kender hinanden – og er gode til at samarbejde og hjælpe hinanden.


Hvad er Nordstjernens håb/drøm for byen? Hvordan bliver Nørresundby en bedre by at bo og vokse op i?

Når man er iværksætter er der mange drømme, som man har lyst til at realisere, men der er for tiden to drømme, som vi i praksis er i gang med.


Bedre integration

Den første drøm handler om nydanskere. I vores familie har vi to børn som går i den lokale folkeskole og med dem begge har vi været til første skoledag, når de startede i 0. klasse.

Dér var det tydelig, at nogle nydanskere og danskere kendte hinanden og faldt i snak, mens andre nydanskere stod meget isoleret i et hjørne i skolegården. Man kunne ligefrem se, at de følte sig udenfor og ingen danskere tog initiativ til at gå hen og sige goddag.


Vores drøm er at de nydanskere som ikke kender danskere må få danske venner. Vi ønsker at præge kulturen så flere hilser på nydanskere, tager forbi med en seddel når der er klassefest eller børnefødselsdag og besøger dem.

Vi er selv i gang med denne opgave og har også set at nogle familier vi har mødt på skolen nu også kender hinanden og er begyndt at hjælpe hinanden. Vi drømmer herigennem også om at kunne bidrage med at hjælpe nogle nydanskere til at få et arbejde.


Fælles om ting

Vores anden drøm handler om Oikos-tankegangen. Oikos betyder hushold – og handler om en udvidet familie. Princippet er at når fx 2-3 familieenheder bor i gå-afstand fra hinanden, så kan de på mange forskellige måder hjælpe hinanden, hvad enten det drejer sig om børnepasning, hjælp til studie, lån af en bil eller en printer.

Når man lever lokalt og tæt på hinanden, er der samtidigt også flere ressourcer som gør, at man i fællesskab kan være noget for mennesker i lokalområdet.

Nordstjernen har ikke noget organiseret socialt arbejde, men vores drøm er at der opstår mange små Oikos’er i Nørresundby, hvor det at hjælpe hinanden bliver en livsstil.

18 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle