Fællesskab, fodfæste og nyt håb for fremtiden


Missionsforbundets engagement blandt det grønlandske folk i Ilulissat fylder 40 år. I den anledning sætter vi fokus på nogle af de personer, der har været med i tjenesten. Bodil og Bent Fodgaard har boet i Grønland i 3½ år fra 1986 til 1989, og Bent er formand for Grønlands-udvalget i Missionsforbundet.


Hvordan startede jeres historie med Grønland egentlig, det er jo ikke et sted man bare lige tager til?

Vi havde en længsel efter at rejse ud og være med i et kristent arbejde, og vi oplevede at Gud kaldte os til DDMS missionsfelt i Grønland, at være med i arbejdet blandt børn og unge. Kaldet blev bekræftet gennem henvendelser og samtaler med Marie og Jens Sørensen.

Hvad prægede de første år i Grønland for dig, Bodil?

Det vigtigste for mig var, at familien fungerede. Det at lære en ny kultur at kende var vigtigt, samtidigt med at jeg fik fodfæste i mit arbejde på skolen. Fællesskabet i Qupaloraarsuk klubben blev hurtigt omdrejningspunktet for os som familie, da vi alle deltog i arbejdet der. Vore 3 drenge fandt hurtigt ind i samværet med både danske og grønlandske børn.


Hvad prægede de første år i Grønland for dig, Bent?

Mit arbejde som uddeler i Brugsen var meget tidskrævende. Gennem arbejdet fik jeg mange kontakter rundt i byen og mærkede derigennem byens pulsslag. Det at være en del af arbejdslivet i byen, gav gode relationer og god energi til Q Klubben.


Hvad har I personligt særligt lært og taget med jer efter at have været en del af frikirkemenigheden i Ilulissat og senere også Uummannaq?

Når man kommer til et nyt land og en fremmed kultur er det vigtigt at stikke ”fingeren i fjeldet”, og være lidt ydmyg overfor den grønlandske kultur, som på mange punkter er anderledes end det vi kom fra. Det er vigtigt at leve i nuet, og give plads til det umiddelbare.

Vi lærte at være i de muligheder som dagligdagen gav os, og det har præget os siden vi er kommet tilbage til Danmark. Det at ”turde” tage imod nye udfordringer, og opleve at det kan bære at gå af nye ukendte veje i tillid til Guds ledelse.


Det sociale arbejde har altid haft en plads i arbejdet i Grønland, hvad synes I er særligt vigtigt, når det gælder den sociale del af at være kirke i en grønlandsk sammenhæng?

Kirkens udfordring er til alle tider at se næstens behov. De store sociale udfordringer som mange familier oplever, er der stadig et behov for bliver løst.

Fællesskabet i menigheden er med til at give mennesker fodfæste, troen og modet på at der er håb for fremtiden. Det er stadig relevant at række ud til børn og unge, som arbejdet var startet op på.


Kirkens udfordring er til alle tider at se næstens behov.

Hvad har egentligt været det bedste for jer ved at bo i Grønland? Og hvad var særligt udfordrende?

Efter at have levet tæt på vores familie i Danmark var det et savn at leve i et land på så lang afstand fra både familie og venner. Årene i Grønland knyttede os endnu mere sammen, og vi fik mange spændende oplevelser som vi ofte vender tilbage til i dag.

Vort synsfelt blev udvidet, og tilliden til Guds trofasthed øgedes.


Det var fantastisk at se forandringen hos de som kom til tro, og se den forvandling som Gud gør i mennesker.


Naturen var en fantastisk oplevelse for os alle, hvor vi fik lov at køre hundeslæde om vinteren og sejle om sommeren. Lange gåture i fjeldet med bål og samvær, var en del af livet.


Vi oplevede et fællesskab med hinanden i menigheden som meget stærkt, og det blev så vores nye familie. Varige bånd blev knyttet, og har haft stor betydning mange år efter.


Er der særlige oplevelser fra Grønlandstiden, som altid vil betyde noget for jer?

Ja, mange ting:

At blive mødt med umiddelbarhed og hurtigt blive accepterede i en ny sammenhæng. Det har været en god læring og inspiration.

At se forvandlingen hos de mennesker der tog imod Jesus Kristus.

At leve i tillid til, at Han der kaldte også er ham der giver ressourcerne til opgaven.

At se Guds storhed gennem naturen. Som når man sejler i midnatssolen og fanger ammassætter der glinser som sølv i en ½ m dybde og at vække drengene midt om natten for at se nordlys i 30 minusgrader.


Hvordan er Grønland en del af jeres hverdag her i 2021?

Som formand for grønlandsudvalget, er Bent ofte i kontakt med menighederne i Grønland. Derudover har der været mange besøg i Grønland gennem årene. Vi følger begge med i hvad der rører sig i menighederne og i Grønland som helhed. Kærligheden til det grønlandske folk er blevet bevaret gennem årene, og vi er jævnlig i kontakt med vore venner der.

Nu har det lige været valg i Grønland, og der er meget tale om øget selvstændighed, naturens ressourcer og de store geopolitiske interesser i Arktis. Hvordan spiller den politiske situation ind i menighedernes liv?

Politik har ikke præget samværet og samtalerne i menighederne, men der er stor opmærksomhed på miljø og klimaforandringer i landet.

Der er religionsfrihed i Grønland, og der er stor accept og respekt for det arbejde som frikirkerne har udøvet rundt om i byerne. Frikirkerne i Grønland har taget ansvar for de sociale opgaver.




Er der efter jeres mening noget vi som venner i Danmark skal være særligt opmærksomme på og måske bede for?


Bed for at det grønlandske samfund må udvikles, styrkes og finde fodfæste i en tid med forandringer henimod selvstændighed.

Bed for de nuværende ledere og udvikling af ledere i menighederne i Ilulissat og Uummannaq.

Bed for de sårbare børn og unge.


Hvad drømmer I om, når det gælder Det Danske Missionsforbunds samarbejde med menighederne i Ilulissat og Uummannaq om fem år?


At vi i Missionsforbundet gennem samarbejdsaftaler med menighederne kan bidrage med støtte til økonomien, arbejdet med udvikling af ledere samt menighedsplantning i Discobugten.

27 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle