top of page

Hvorfor og hvordan være kirke i dag?



Pandemien forårsagede en lang nedlukning, som berørte os alle. Nu er samfundet heldigvis ved at lukke op igen. Det gælder også kirken, selvom vi fortsat er underlagt visse restriktioner.

Men hvordan ser den kirke ud, som på ny åbner sine døre? Hvad har pandemien gjort ved menigheden? Ligner den sig selv? Er den blevet svækket eller styrket gennem krisen?

Under nedlukningen var kirkens presserende spørgsmål, hvordan man skulle være kirke i en krisetid. Når samfundet nu langsomt lukker op igen, er der andre spørgsmål, der rejser sig. Et af de umiddelbare spørgsmål, som jeg hører fra mange kirkeledere er: Kommer folk tilbage til kirken, eller har de fået andre interesser? Svaret på det spørgsmål vil hurtigt vise sig i praksis.


De store spørgsmål

Der er imidlertid andre spørgsmål, som kræver større refleksion. Spørgsmål som det vil være oplagt at bruge genåbningstiden til at overveje:

Hvorfor er vi kirke?

Svaret på det spørgsmål vil give kirken mening. Ved vi ikke, hvorfor vi er kirke, giver det ingen mening at være det. Men kender vi svaret på ”hvorfor” spørgsmålet, vil det fylde kirken med liv og glæde. Den måde, vi forholder os til det spørgsmål på, er så væsentlig, at det kan være det, der afgør, om mennesker drages til kirken eller ej.

Når vi kender svaret på, hvorfor vi er kirke, kan vi begynde at reflektere over, hvordan vi skal leve det ud i praksis.

Hvordan være kirke i denne tid?

Hvad sagde Jesus?

Det enkleste er at gøre som vi plejer. Men kirkens lange nedlukning giver os anledning til at gennemtænke nogle væsentlige spørgsmål. Måske er der noget, der skal genopdages. Ikke bare fra før Coronakrisen, men fra kirkens allertidligste kilder.

Hvad sagde Jesus om den kirke, han ville bygge? Hvordan så kirken ud i dens spæde begyndelse? Hvad formede kirken og hvad gav kirken liv?


Tiden er en anden, og vi skal forstå at være kirke i vor tid. Meget har forandret sig, men hensigten med Jesu kirke er uforandret. Derfor har vi meget at lære ved at studere kirken i Bibelens gamle skrifter.


Jeg skal ikke på disse få linjer forsøge at give svarene, men opmuntre til at man i menighedsråd, i smågrupper, i kirkens undervisning, på menighedsmøder og menighedsweekends arbejder med disse spørgsmål.


Lad os ikke bare være optaget af genåbning, men også af at genopdage Jesu plan med menigheden.

54 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page