Med Helligåndens ledelse

Opdateret: maj 14

... og mange menneskers hjælp



Interview med Maria og Jens Sørensen i forbindelse med 40 års jubilæet for Missionsforbundets arbejde i Grønland


For 40 år siden var I som ægtepar og familie med til at starte Det Danske Missionsforbunds engagement i Grønland - hvad førte jer til den opgave?


Vi oplevede at få et kald til at bruge vores liv i en tjeneste og på en måde, der medførte en total livsændring for os. Vi sagde vores jobs op og rejste til Norge, hvor Jens begyndte at læse teologi. Her blev det klart for os, at det var mission, vi skulle gå ind i, og efterhånden blev det også klart, at vi skulle til Grønland, selvom Missionsforbundet ikke havde mission dér.

Vi bad Gud om at sende nogle, der kunne stå sammen med os, og vores kald blev stadfæstet, da en anden familie, Lene og Mogens Gjerlev, på samme tid fik et kald til Grønland. En familie vi kunne arbejde sammen med. Vi rejste dog ikke, før Jens var færdig med studierne på Ansgar i Oslo.

Det første år boede vi i Aasiaat, hvor vi fik lidt baggrund for grønlandske forhold og kendskab til menighedslivet der.


I efteråret 1979 rejste vi til Ilulissat. Jens, der er uddannet som sygeplejerske fik job som forstander på sygehuset, mens vi gjorde os klar til at begynde et arbejde blandt børn. Missionsforbundets forbundsråd og årskonference stod bag os, og Ilulissat blev godkendt, som et nyt missionsfelt det år.



Hvad er efter jeres mening grunden til at det lykkedes dengang?


Der er mange årsager. Først og fremmest fordi Gud ville række ud til det grønlandske folk, derfor kaldte han os. Mange stod bag os og bad for arbejdet! Der var også økonomisk opbakning til arbejdet.

Det var et nyt og et fælles projekt for Missionsforbundet. Vi tror også, det lykkedes, fordi vi var villige til at gå ud i tro, villige til at satse, at træde ud af vores komfortzone. Herren belønnede den villighed.


Vi oplevede, at Herren greb konkret ind og overstyrede det, vi var i gang med. Vi så Helligåndens ledelse på rigtig mange områder, for eksempel med inspiration til at ændre byggeplaner og placering af bygning etc. Ja, vi oplevede ’at vandre i forud beredte gerninger’.

Det spillede positivt ind, at vi begge havde jobs på byens sygehus. Vi fik kontakt med mennesker i byen. Der var mennesker med store behov. Vi kom også til at kende byens ledere for eksempel dem i sundhedsvæsnet, socialvæsnet og kriminalforsorgen.



Maria, hvad prægede de første år i Grønland for dig?


Der var mange udfordringer i at komme til et nyt og fremmed land med et fremmed sprog. Også vores boligforhold var vanskelige og udfordrende. Vi måtte bo i en lille etværelses lejlighed i mange uger med fire børn, og vi fik først vores bohave og tøj efter lang tid. Der var mange opgaver i at få børnene til at falde til, men det gik over al forventning.


Jeg havde også en stor opgave i at huse og bespise de ’håndværkere’, der kom fra Danmark, for at hjælpe til med at bygge lokaler til børnearbejdet. Vi kom til at bo i byens mest børnerige og fattige kvarter. Bare det at tage sig af naboernes børn, var en stor del af min hverdag i den første tid. Mange trængte både til omsorg, noget at spise og måske lidt rent tøj.

Ud over alt det i hjemmet tog jeg også som sygeplejerske nogle vagter på sygehuset, når Jens ikke kunne få planen til at gå op. Det gav mig luftforandring og nye udfordringer.

En anden udfordring var sprogundervisningen. Grønlandsk er et meget svært sprog at lære, og det lykkes aldrig helt. De danske volontører, som kom derop, hjalp jeg til at komme ind i børnearbejdet.


Jens, hvad prægede de første år i Grønland for dig?


Der var rigtig mange udfordringer: Et nyt arbejde, et nyt sygehus der skulle indrettes og tages i brug. Jeg fik mange arbejdsområder, som jeg ikke havde erfaring med. Jeg skulle blandt andet sørge for at bedøve patienter, der skulle opereres, og jeg havde administrative opgaver på sygehuset; regnskab og indkøb etc. Som chef for ca. 80 ansatte var der mange udfordringer, såvel sproglige som kulturelle. Min dag bestod ofte af rigtig mange timer med samtaler og personlig hjælp til ansatte. Det blev ofte nogle meget lange arbejdsdage med tilkaldevagt alle ugens syv dage. Jeg er meget taknemmelig for, at Maria kunne være derhjemme og tage alle de udfordringer, der var der. Når der var tid, var jeg med til byggeriet af det nye hus.


Oven i dette kom opstarten af børnearbejdet, det arbejde, vi var kaldet til og brændte for.

Det var spændende, da vi delte de første indbydelser ud til børnene og så, at der blev ’fuldt hus’. Det var en spændende tid med leg, spil, lejrture til Bredebugt og forkyndelse. Det var ofte vanskeligt, men ved Guds nåde fik vi lov at formidle hans frelse og kærlighed.



Og hvad er mon grunden til, at der nu 40 år senere fortsat findes en frikirkemenighed i Ilulissat?

Da Gud kaldte os til arbejdet i Grønland, var det klart for os, at der skulle plantes en menighed i Ilulissat, men det tog nogen tid. Det begyndte med børnene, og efterfølgende kom der unge voksne til. arbejdet i Ilulissat er bygget på klippen Kristus. Helligånden ledte helt fra begyndelsen dette pionérarbejde, og rigtig mange mennesker har hjulpet til igennem de 40 år. Derfor er det lykkedes. Vores oplevelse er, at når Gud kalder, lader han det ske ved sin nåde. Gud fortryder aldrig sit kald og sine nådegaver.



Det sociale arbejde har altid haft en plads i arbejdet i Grønland.

Hvad har I særligt haft øje for, når det gælder den sociale del af at være kirke i en grønlandsk sammenhæng?


Vi tror ikke, vi kan forkynde evangeliet uden også at tage os af det ’hele menneske’. For os betyder det, at vi må være opmærksomme på hele mennesket: Ånd, sjæl og legeme. Vi kan ikke være ’kirke’, uden at vi også tager os af de livsvilkår, mennesker lever under. Derfor må vi være til rådighed for samtaler og indimellem praktisk hjælp.



Hvad har været det bedste, og hvad var måske det værste for dig ved at bo i Grønland?

Maria: Naturen er helt fantastisk! Og det grønlandske folk! Jeg har lært rigtig mange fantastiske mennesker at kende. Det har altid været trygt og godt – at være der, hvor vores Far i Himlen har placeret os. Sproget har været svært. Det har givet mig udfordringer, når jeg gerne ville forstå et menneske, der kun taler grønlandsk – det har været svært.


Jens: Naturen og folket holder jeg rigtig meget af. Jeg har ofte sagt, at når jeg landede på Grønland, så følte jeg mig hjemme.




Er der en særlig oplevelse fra jeres tid i Grønland, som altid vil betyde noget for jer?


Jens: Herren har åbenbaret flere ting for mig i syner, når der var udfordringer, som jeg ikke kunne finde vej igennem. Blandt andet da vi havde afgørende brug for mere plads, og kommunen sagde

nej til vores forslag. Da viste Herren mig tydelig, hvordan vi skulle bygge. Jeg tegnede det og indsendte det – og fik omgående en byggetilladelse. Det samme skete igen, da kirken skulle udvides i 2011 – også dér viste Herren mig, hvordan den skulle bygges, og byggetilladelsen blev straks givet.


Ved opstart af arbejdet sendte Herren en svensk mand på min vej, som sagde, at han havde et hus, jeg skulle købe, det havde Herren åbenbaret for ham. Han skulle møde en, der hed Jens Sørensen,

havde Gud sagt. Vi kendte ikke hinanden, han mødte mig i helikopterlufthavnen, og inden han rejste videre samme dag, havde jeg købt huset uden udbetaling. Sådan startede arbejdet i et hus, der lå lige dér, hvor børnene havde de store behov. Jeg kunne fortsætte – der er utallige oplevelser, hvor vi har set Guds ledelse i tjenesten.

Maria: Vi fik vores femte barn i Grønland og desuden en plejedatter og en adoptivdatter, så Grønland har givet vores familie mange glæder og velsignelser.



Grønland gennem 40 år. Har I fået et kald for livstid eller – har I måske oplevet et fornyet kald under vejs?


Ja, kaldet er for livstid, men vi har igennem årene oplevet, at der er forskellige opgaver/tjenester.

Grønland har altid haft en høj prioritet for os, men vi har også i en årrække været hjemme i Danmark på grund af børnenes skole og uddannelse.

I den periode var vi i gang med at hjælpe narkomaner og mennesker med alkoholproblemer. Her var der også grønlændere i blandt. I en tid var vi også med til at starte missionsarbejdet i Rumænien, og i nogle år var vi præstepar i Brovst. Herefter genoptog vi arbejdet i Grønland.


Så kaldet og ønsket om at tjene har hele tiden været der. Det har haft forskellige vinkler, men altid været en kombination af forkyndelse og social hjælp.


Hvad håber I på for de to menigheder i Grønland i Ilulissat og Uummannaq?


Vi håber, at der fortsat må være mennesker, der bliver nået med evangeliet

- ja bliver frelst! Det bedste der kan ske, vil være en sund og naturlig menighedsvækst, og at der må være grønlandske ledere, der bærer arbejdet videre.



73 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle